PFA opretter psykologisk hotline pga. krigen mellem Israel og Hamas
Nu kan alle PFA’s 1,3 mio. kunder få gratis psykologisk rådgivning og sparring i forbindelse med krigen mellem Israel og Hamas. Både medarbejdere, tillidsvalgte, HR-afdeling og ledelse kan ringe til hotlinen, hvor psykologer sidder klar til at give rådgivning, sparring og redskaber til at håndtere situationen.
Flere af PFA’s virksomhedskunder har ansatte med rødder eller kontorer i den krigshærgede region. For dem er utrygheden pludselig kommet meget tæt på, men det er ikke kun hos de direkte berørte, at krigen skaber bekymring.
Derfor opretter PFA en hotline tilgængelig for alle selskabets 1,3 mio. kunder. Hotlinen er bemandet med autoriserede psykologer, som er vant til at yde krisehjælp i forbindelse med krise- og belastningsreaktioner.
Med den psykologiske hotline ønsker PFA at hjælpe kunderne med at begrænse de belastninger, som kan opstå i forbindelse med krigen mellem Israel og Hamas, og dermed skabe mest mulig tryghed hos kunderne.
”Krigen mellem Israel og Hamas er dybt ulykkelig, og vi oplever, at flere af vores kunder er berørte af situationen. For at bidrage til tryghed i en svær og meget usikker situation, har vi derfor valgt at oprette en hotline, hvor erfarne psykologer hurtigt kan hjælpe vores 1,3 mio. kunder,” siger koncerndirektør Camilla Holm og fortsætter:
”Vi ved, at hurtig hjælp er vigtig, inden bekymringer kan blive til større psykiske belastninger. Derfor opfordrer vi alle, som både direkte og indirekte føler sig påvirket af situationen i den krigshærgede region, til at ringe til os,” siger Camilla Holm.
Den psykologiske hotline er etableret sammen med Dansk Krisekorps, der har stor erfaring med at håndtere krisesamtaler.
Kunder kan ringe til den psykologiske hotline alle dage døgnet rundt på 4022 8165. Rådgivning gives på både på dansk og engelsk.